Folkekirkens IT » Strategi » It-Strategi 2013-2015

It-Strategi 2013-2015

Folkekirkens It er folkekirkens og ministeriets fælles it-enhed og har ansvaret for drift, vedligeholdelse og videreudvikling af Kirkenettet.

Ved Kirkenettet forstås det it-netværk, som ministeriet og folkekirkens institutioner er tilsluttet. Kirkenettet er et lukket netværk bestående af datalinjer, it-arbejdspladser med et standardiseret softwareprogram foruden applikationer til administrative processer som personregistrering, sagsbehandling, løn- og personaleadministration og økonomistyring. Hertil kommer en række systemer, som præster og menighedsråd kan anvende i det pastorale og kirkelige arbejde.

It-Strategi 2013-2015 for folkekirken og Ministeriet for Ligestilling og Kirke omfatter Kirkenettet og dermed den virksomhed, som Folkekirkens It er ansvarlig for.

Strategien er en revision af It-Strategi 2010-2012. Ved revisionen er der sket en ajourføring med hensyn til de teknologier, som anvendes. Desuden er it-styregruppens[2] beslutning om, at der i de kommende år skal være et tydeligt fokus på processer og anvendelse blevet indarbejdet, sådan at fokus ikke kun er på teknologi.

It-Styregruppen har endvidere med It-Strategi 2013-2015 det ønske, at der sker en betydelig styrkelse af menighedsrådenes it-anvendelse.

For Folkekirkens It betyder det, at fokus i de kommende år rettes mod implementeringsprocesser, information og uddannelse af brugerne. Det indebærer samtidig, at videreudvikling og brugernes udnyttelse af de eksisterende muligheder får en betydelig højere prioritet end nyanskaffelser.

Stiftsadministrationernes centerdannelse omkring løn- og personaleadministration, gravstedsaftaler og kapitalforvaltning samt plansager foruden sognenes anvendelse af Den Digitale ArbejdsPlads (DAP) samt den fælles Kirkekalender er sammen med Regeringens Digitaliseringsstrategi de vigtige indsatsområder i de nærmest kommende år.

It-Strategi 2013-2015      Handlingsplan       It-arkitekturprincipper